BMC's officielle træningstider

Sommersæson

Sommersæsonen følger den officielle sommertid. Den officielle sæsonstart er dermed normalt sidste søndag i marts. Ved sæsonstart udsendes særlig indbydelse til alle BMC's medlemmer. I sommersæsonen trænes normalt på racer, men det er også muligt at køre Gravel eller MTB - Alle kan være med!! 

Se mere under "Kørselsinfo" herunder.

Træningstider:

Tirsdag og torsdag: kl. 18:00 (fra 1. september kl. 17:30)

Søndag: kl. 09:00

Hold øje med FaceBook vedr. forårets helligdage. Det sker at der er træning kl. 09:00 som på søndage.

Vintersæson

Officiel overgang til vintersæson med nye træningstider og overgang til Gravel/MTB er ved sommertid ophør og vintersæsonen fortsætter indtil sommertid starter

Der trænes normalt på Gravel-/Crosscykler. Det er dog valgfrit mht. cykelvalg, nogle medlemmer kører på racercykel hvis vejret er godt.

Træningstider:

Tirsdag: kl. 18:00 hvis der er nogen som tager initiativ og slår det op på Facebook.

Torsdag: kl. 18:00

Søndag: kl. 09:00

Kørselsinfo

TIRSDAGE:

Tirsdagstræningen er tilrettelagt som fællestræning og foregår på en rundstrækning som køres én gang. Alle i gruppen kører ud og hjem samlet. En gruppe må max. udgøre 16 cyklister af hensyn til trafik, egen sikkerhed mv. 


På rundstrækningen indsættes ekstra sløjfer på ca. 1-3 km og bakkespurter til dem, som ønsker en hårdere træning.

Tirsdagsruten er ca. 50 km.

Efter sløjferne og bakkespurterne er der faste opsamlingssteder hvor ALLE mødes igen. Man stopper helt op og klikker ud af pedalerne. Bakkespurterne køres som fællesspurt.

Ved sløjferne deles vi op i 2 hold. 

Hold 1 kører ekstrasløjfen med rulleskift, der bliver ikke ventet, og man kører tempokørsel til opsamlingsstedet.

Hold 2 kører standardruten med rulleskift så ALLE følges ad. Ca. 1 km før opsamlingsstedet, er løbet frit (race). 

Før træningsstart vælges to tovholdere til at styre holdene på sløjferne. Før hver sløjfe gør tovholderne opmærksom på, at der nu opdeles i 2 hold.

Transportstykkerne mellem sløjferne køres i moderat tempo uden forceringer og med hyppige skift. Alle medlemmer opfordres til at bidrage konstruktivt til dette, idet tirsdagstræningen også er en øvelse i at køre i grupper, træne i at skifte, træne i at holde et moderat tempo osv. Husk på at klubben hele tiden får nye medlemmer, der også skal lære at køre i grupper/skifte mv.    


Lige uger:   

Vi kører en forholdsvis flad rute med 2 sløjfer + 1 fælles spurt.

Link til ruten: https://connect.garmin.com/modern/course/17391912   (BMC Flad 51 KM)

De sidste ca. 4 km af træningen køres som et cykelløb til skiltet i Skærup (dvs. at det er skiltet lige før byskiltet, fordi byskiltet står for tæt på svinget).

Opsamlingsstederne: 

Efter første sløjfe: 100 meter henne ad Hesselballevej (første vej til venstre efter bakken).

Efter anden sløjfe: Ved første gård på venstre hånd på Stubdrup Kirkevej (efter krydset).

Efter spurten til Skærup skiltet: Tankstationen i Skærup. Turen er slut.

Ved tankstationen kan en længere tur aftales.

 

Ulige uger:

Vi kører en kuperet rute med 5 sløjfer + fælles spurt på Gårslevbakken og Østerbybakken.

Link til ruten: https://connect.garmin.com/modern/course/17568456   (BMC Kuperet 58 KM)

Fra foden af bakkerne spurtes der til toppen, hvorefter der er opsamling. 

Opsamlingsstederne for sløjfer og bakkespurter:

Efter første sløjfe: Toppen af H.O. Wildenskovvej ved Buen.

Efter anden sløjfe: Ved Mørkholt byskilt.

Efter Gårslevbakken: Lige efter krydset ind til Gårslev By (Bystedvej). 

Efter tredje sløjfe: Krydset ved Egeskov ud mod Trelde Næs.

Efter Østerbybakken: Ved første vej til venstre på toppen (Skullebjerg Allé). 

Efter fjerde sløjfe: Toppen af lille bakke på Stallerupvej ved Egum.

Efter femte sløjfe: Pjedstedvej ud for Gema-Tec. Turen er slut.

Ved Gema-Tec kan en længere tur aftales.


TORSDAGE OG SØNDAGE

Der er så vidt muligt en kaptajn til hvert hold, som så sørger for at planlægge en rute. Hvis der pga. begrænset fremmøde ikke deles i flere hold, køres der efter regelsættet for tirsdage, dog lidt længere ture på søndage.


Hold D:

Er holdet, hvor cyklingen både er god træning, snak og hygge.

Der køres i et tempo, som er tilpasset de langsomste på holdet, og gennemsnitsfarten ligger mellem 20 og 24 km/t. Alle kører ud samlet og kommer hjem samlet. Kaptajnen laver en rute, der passer til holdets niveau, så her kan ALLE være med.


Hold C:

Er holdet hvor man starter som nyt og uerfarent medlem med ambitioner om at komme i bedre form hurtigt - eller kører med på hvis man ikke kan opretholde en konstant form henover sæsonen.

Der køres typisk med en gennemsnitshastighed på 25-28 km/t.

Henover sæsonen kan kaptajnen indlægge spurter/sløjfer for dem som er i bedst form.

Der køres i samme terræn som på andre hold, dvs. at man skal forvente at der skal forceres en del bakker.

Holdet skal respektere at tempoet altid tilpasses den enkelte motionist og der samles altid op alle kommer hjem samlet.

Kaptajnen kan vælge at lave ruten så man halvvejs på ruten krydser udgangspunktet så evt. udmattede motionister kan "stå af".

Kaptajnen kan anbefale at en rytter deltager på et hurtigere hold, eks. Hold B.



Hold B:

Er holdet hvor man skal være i god form.

Der køres typisk med en gennemsnitshastighed på 28-31 km/t.

Når man kører på dette hold skal man sørge for at passe sin træning så man er sikker på at man kan holde det angivne tempo. 

På dette hold skal der være plads til forskellighed, eks. nogle er gode til bakker andre til flade strækninger.

Holdet samler op efter udfordringerne og man sørger altid for at alle kommer med hjem.

Kaptajnen kan vælge at lave ruten så man halvvejs på ruten krydser udgangspunktet så evt. udmattede motionister kan "stå af".

Kaptajnen kan anbefale at en rytter deltager på et langsommere hold, eks. Hold C.


Hold A:

Er hurtigste hold hvor man virkelig skal være hurtigkørende og i super god form.

Der køres typisk med en gennemsnitshastighed på mere end 33 km/t. og der skal ofte forceres en del bakker.

På turene trænes der også ofte intervaltræning, med forskellige øvelser.

Køres med på dette hold og det viser sig at man ikke kan følge med, skal man følge kaptajnens anbefaling om at deltage på et langsommere hold næste gang.

Kaptajnen skal sikre sig at alle kommer hjem, ikke nødvendigvis samlet men evt. opdelt i mindre hold.

Kaptajnen kan anbefale at en rytter deltager på et langsommere hold, eks. Hold B eller C.



Træningsture mv. udenfor de officielle træningstider

Ønske om eller forslag til træningsture mv. for klubbens medlemmer som berører de officielle træningstider skal altid ske gennem den til enhver tid siddende bestyrelse. Ønsket/forslaget sendes til bestyrelsen, således at koordinering og markedsføring overfor klubbens medlemmer kan ske i god tid inden afvikling af turen.   

Mødested

Der startes fra Gauerslund Idrætscenter (ved gavlen af den "gamle" hal ud mod p-pladsen). I grupperne følges vi ad og venter på sidste m/k, også i forbindelse med evt. defekt. Hvor langt der skal cykles afhænger af vejr, humør og deltagerantal.  

BMC Facebook

BMC-medlemmer får adgang til en Facebookgruppe.

Hvis man som medlem af BMC er forhindret i at deltage i træningen på de officielle træningstider, er der mulighed for at kontakte øvrige BMC-medlemmer via BMC Facebook, og der igennem aftale en træningstur.

Se i øvrigt regelsættet for aftale om Træningsture mv. udenfor klubbens officielle træningstider. Bestyrelsen opfordrer til at alle klubbens medlemmer støtter op om og overholder disse regler.